I det tidlige forår kommer ramsløgene op i skovbunden og står til efter træerne springer ud, et godt sted at finde dem er Riisskov ved Århus. Ramsløg har blanke grønne blade og en hvidløgsagtig duft, du ikke kan tage fejl af. De har også en skarp smag og kan spises friske i salat eller sandwhich, men er også velsmagende tilberedt i suppe, wokmad, alene eller sammen med spinat. Her et blot givet et par forslag, find selv flere. Vær opmærksom på at du skal snitte dem mere fint hen på sæsonen, hvor de ellers kan virke trægede.
Ramsløg som asparges:
500 gr. ramsløg (som supplerende tilbehør til 4 personer)
Smør
Salt & peber
Som med mælkebøtteskuddende, kan du gøre en fangst ved at kende grostedet og være først ude. Under efterårets blade står de nye skud i små bundter, som du skærer af så langt nede som muligt med en kniv. Skuddene skylles, aftørres på et viskestykke og svitses i brandvarmt smør, tilsæt salt og peber efter smag. Skuddene får en aspargesagtig smag og er utrolig lækre. Server som tilbehør til hvad som helst, gerne gæstemiddag.
Ramsløgspesto:
Ramsløg, en god håndfuld
200 gr. solsikkefrø
1/2-1 dl. olivenolie
salt
Blend alle ingridienserne og smag til. Fortræffelig som tilbehår til kød og kartofler, kan også spises på brød, med er ret stærk.
Kryddersmør m. ramsløg
Ramsløg, en halv håndfuld
1/2 pk smør
peber
evt. lidt salt
Lad smøret ligge lidt i stuetemperatur. Ramsløgene skal være meget fintsnittede, blandes med det bløde smør, lidt peber og evt. lidt salt. Fantastisk til bagekartofler eller lammekød.